Skolens værdigrundlag

Grundlæggende værdier.
Broby Sportsefterskole er en skole der bygger på grundtvig/koldske principper.
Det betyder at der er plads til individets selvudfoldelse og udvikling i et forpligtende fællesskab. Vi er en aktiv del - og formidler den danske historie og kulturarv. Almen dannelse og det hele menneske er derfor en naturlig del af vores skolestruktur.

Vores skolepraksis hviler på nedenstående værdigrundlag:

Fællesskab:
Vi dyrker det fællesskab, som får vores elever og unge mennesker til at føle sig som en del af noget større. Et fællesskab hvor børn og unge bliver handlende aktører i eget liv med ansvar og omsorg for andre. At være en del af et fællesskab kræver en aktiv indsats, og fællesskabet er både fagligt og socialt.

Tillid:
Vi ser tillid som en forudsætning for, at vi kan fungere sammen. At have tillid til nogen eller noget handler om, at turde støtte sig til andre i den forventning og tiltro til, at det ikke vil svigte. Vi har tiltro til at vores børn og unge mennesker gør det bedste de kan, ud fra de forudsætninger de har til rådighed. At have tillid giver råderum og handlemuligheder.

Ligeværd:
Vi lægger vægt på dialogen og anerkendelsen af den enkelte. Alle har ret til at blive hørt og mødt på det sted hvor de er. At være ligeværdig betyder at vi lytter og har respekt for barnets og den unges holdninger, ligesom vi også er bevidste om, at de har behov for et kvalitativt voksent lederskab for at sikre en sund udvikling.

Udvikling:
Vi ser udvikling som en bevægelse mod noget som fører til en forbedret udgave, og som altså gavner barnet og den unge i deres udvikling. Udvikling giver muligheder for at opdage noget nyt, og vi ser det som et redskab til fornyelse, forandring og forbedring. Vi tager udgangspunkt i børnenes og de unges udvikling og er både interesseret i proces såvel som resultat.